Her er endnu en del. Håber I lide det. Kommenter hvad i synes.
Henne i hjørnet stod Kami. ”Kami. Lad mig gå, jeg
gider ikke være lukket inde her resten af mit liv.”
”Det synes jeg heller ikke du skal. Jeg havde en
ide om, at du ville stikke af. Så jeg ville give dig det her.”
Hun rakte mig en pung, med penge i. ”Tak Kami.”
Jeg skulle lige til at åbne døren, da jeg kom i
tanke om noget. ”Hvorfor hjælper du mig?”
”Fordi jeg synes det er urimeligt, overfor dig
det her. Og fordi din far bedte mig om at hjælpe dig så meget jeg kunne. Det
var nok ikke sådan her han mente.”
Hun blinkede med det ene øje til mig. ”Hvor vil
du tage hen?”
”Hvis jeg siger det, fortæller du det så til
Kisha og James?”
”Nej, bare så jeg ved hvis jeg skal have fat i
dig.”
”Jeg har tænkt mig, at gå ind på The Wolf’s
territorium. Og se hvordan det er ikke at blive behandlet anderledes end alle
andre. Og håbe på at finde et sted at være.”
”Jeg har et hus i udkanten af det. Her er
adressen.”
Kami rakte mig et stykke papir. ”Der kan du gå
hen, hvis der er noget. Okay?”
”Okay. Tak Kami. Jeg håber vi se.”
”I lige måde.”
Kami gav mig et knus. ”Lige en sidste ting. Lade
være med at fortælle nogen som helst hvem du er. Kun dit fornavn. Forstået?”
Kami kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede for at
vise hende jeg forstod.
Da jeg vågende igen, lå jeg i en seng. Jeg prøvede at sætte mig op, men det gav et jag igennem min venstre arm. Jeg udbrød et lille skrig, og tog mig til den. Den var i gips. Jeg lagde mig ned igen. Jeg lå i et lyst rum, med et enkelt vindue og plakater på væggene. Hvor mon jeg var? Hvad var der mon sket? Jeg var sikkert besvimet efter, at være blevet slået ned. Jeg måtte være faldet i søvn igen, for da jeg vågnet igen var der to i rummet og de stod og snakkede. ”Hvem mon hun er? Og hvorfor var hun ude så sent og alene?”
”Jake, det ved jeg ikke. Dit gæt er lige så godt
som mit.”
Det var to drenge. ”Hey, jeg tror hun er vågen
nu.”
De gik hen til sengen. Ham der hed Jake, var høj
og muskuløs. Han havde kort mørkebrunt hår. Den anden var lidt lavere og havde langt
lysebrunt hår, der var sat i en hestehale. ”Hej. Er du vågen?”
Det var den lyshåret det spurgte. ”Ja. Hvor er
jeg?”
”I sikkerhed. Martin gå ned efter noget mad og
drikke.”
Den lyshårede gik, ud af døren. Da han var gået,
hev den mørk hårede en stol hen til sengen, og satte sig. ”Okay. Ved du, hvad
du hedder?”’
”Ja.” Han ventede på, jeg sagde mere. ”Skal jeg
også sige det?”
”Ja tak.”
”Du skal først, hjælpe mig op og sidde.”
Han rejste sig fra stolen, og hev mig op. Så
satte han sig igen. Jeg huskede på hvad Kami havde sagt. ”Maria. Og hvad er
dit?”
”Jacob, men bare kald mig Jake.”
”Hvem var ham den anden?”
”Det var Martin.”
I det samme kom Martin ind af døren, bærende på
en bakke. ”Har du fundet ud af, hvad hun hedder og hvem hun er?”
”Kun at hun hedder Maria.”
”Okay. Har Jake præsenteret os?”
”Ja.”
Martin virkede som den type der gerne ville kigge
lyst på tingende. ”Her er noget, at spise. Du må være sulten.”
Han satte bakken, på bordet ved siden af, og hev
en stol hen. Så han sad på den modsatte side, end Jake. ”Ved i hvad der er sket
med mig? Og hvor er jeg henne?”
De kiggede på hinanden. ”Det var dig der fandt
hende, Jake.”
”Okay. Jeg og nogle venner fandt dig, ligge i en
gyde. Og så bragte vi dig her, og ringede efter en læge. Han sagde, at det så ud
til, at du var blevet overfaldet. Du har en lille hjernerystelse, brækket
venstre arm og forstuvet den ene ankel.”
”Okay. Tak, men hvor er her?”
”Hvis jeg fortæller dig det, må du ikke sige det
til nogen. Forstået?”
”Ja.”
”Det indebærer også, at du ikke fortæller, hvor det
er.”
”Selvfølgelig.”
”Du er i The Wolf’s hovedkvarter, hvis du kender
til dem?”
Det var det for denne gang.
Til næste gang <3
